Søg i denne blog

søndag den 16. november 2014

Valgkamp og krisevalg 2014

Man kan da ikke stå og skændes om, hvad sprog man skal tale, når krisen kommer lige imod, med 200 km i timen! Det er for mig ufatteligt, hvordan hadet til danskerne, berettiget eller uberettiget, kan komme til at fylde så meget i den grønlandske valgkamp. Selvstyret SKAL klare sig, hvis den sprogdebat overhovedet skal have mening. Kommer landet under administration om 3-4 år, er det under alle omstændigheder slut med forsoningskommission og udenrigspolitik og kontor i Kina og den slags.

Når min første irritation og frustration har lagt sig, for jeg er jo trodsalt en interesseret dansk borger i rigsfællesskabet, så tænker jeg, at her må være tale om en art kapitalismekritik. Når jeg begynder at se grønlandsk nationalisme som et, indrømmet noget specielt, forsvar for det grønlandske samfund og grønlandske kulturværdier, giver det trodsalt lidt mere mening.

Kapitalismekritik forklædt som sprogdebat?

Der er al mulig grund til at tænke over, om de neoliberalistiske anbefalinger, som bl.a. Økonomisk Råd fremfører i deres 2014-rapport er de rette. Den taler om at reformere de offentlige budgetter, gennem erhvervsvenlig politik, som sænkning af skatten og “løsning” af problemerne med financieringen af velfærdssamfundet, hvilket i klar tale vil sige udliciteringer og/eller nedskæringer.

Jeg kan godt forstå, hvis en og anden eskimo klør sig i nakken og tænker: er det virkelig grønlændere de her tænker på? Er det virkelig svaret på vores situation, at slippe en bunden og undertrykt virketrang løs? At lade de private entreprenører blomstre i små og mellemstore virksomheder, i olympisk kappestrid? Er det virkelig det, som presser sig på, mand og mand imellem i by og bygd? I en sådan situation kan jeg godt forstå, man får lyst til at tale “røversprog” og stikke en kæp i hjulet.

Kendetegn ved økonomien i Grønland.

Når det er svært at have tillid til den “fornuftige” reformtrang, som vil den offentlige økonomi til livs, skyldes det dels, at sporene fra resten af verden skræmmer (se bare salget af DONG til Goldman Sacks i Dk) og der er grund til at tro, at disse “iværksættere” som skal gribe initiativet, slet ikke er lokale, men udlændinge, med mere tradition for den slags. Dels skyldes det, det særlige forhold, at omkring 1/3-½ af den grønlandske økonomi hidrører fra bloktilskuddet, som jo nødvendigvis må gennemløbe det offentlige. Det er et problem Martin Paldam har skrevet meget om.

Den grønlandske geografi gør endvidere, at der er meget store vanskeligheder med at få et marked til reelt at fungere. Markedsmekanismerne er stærkt svækkede, og monopoler, private som offentlige, er svære at undgå i det landskab. Samspillet mellem logistik og befolkningens størrelse umuliggør makredsmekanismernes rensende effekt, og det vil være naivt at sætte sin lid til så svage og upålidelige kræfter.

En stor del af den reelle økonomi er uregistreret, iform af selvforsyning og uformel handel med fangst i netværk. Kåre Hendriksen har i sin bog “Grønlands bygder”, forsøgt at estimere denne del af økonomien. Han har et forsigtigt skøn på 1-1½ % af BNP. Det lyder måske ikke af meget, men det er dog 20 gange større, end den højt besungne fårearvl, som man har fundet anledning til kraftigt at subsidiere, godtgør Kåre Hendriksen i sin analyse.

Fangstøkonomien vedrører netop den del af befolkningen, som Økonomisk Råds “mobilitet og insitamentstruktur-reformer” retter sig imod. Det er dem, som skal lære at rejse efter job og at passe et arbejde og ikke pludselig tage på jagt istedetfor. Det er vel ikke mærkeligt, at disse mennesker ikke er helt trykke ved situationen.

Analysen viser, at den bevægelse fra bygderne til byen, som den strukturpolitiske omlægning indtil videre har medført, flytter en befolkning fra delvis selvforsyning i bygderne, til fuld forsørgelse på overførselsindkomst i byerne. Kåre Hendriksen og andre med ham viser, at det afgørende for en positiv økonomi afhænger ikke af by/bygd, men derimod af, om der er et erhvervsgrundlag tilstede (fiskefabrik, mine, indhandling mm.) Om det er privat eller offentlig virksomhed, har mindre betydning.

Hvis den “beskyttelse” man benytter sig af, er at tale “røversprog” (i betydningen: et sprog som har til formål at knytte deltagerne tæt sammen og udelukke andre) så bliver især uddannelsessituationen svær og det som er blevet kaldt de negative statestikker (arbejdsløshed, ungdomsuddannelses frafald, selvmordsrate, misbrug, overgreb og den slags) kommer til at få de unge til at forlade Grønland i stigende hast. Det sker allerede. Demografien tilter endnu mere i retning af en gammel befolkning.

Valgkampen

Det er egentlig ganske imponerende, at man kan føre så fin en kampange, med vælgermøder og demonstrationer og læserbreve i aviserne i et så tyndt befolket land. Nu håber jeg virkelig også det kommer til at afspejle sig i valgdeltagelsen, for det er et rasende vigtigt valg for Grønlands fremtid.

Jeg vil opfordre partierne til at belyse deres syn på økonomisk teori, og markere deres holdning overfor neoliberal økonomisk tænkning. Den tænkning har ført langt stærkere økonomier ud i moradset! Se bare på Euroland.

Jeg tror, der skal sættes meget tydligere mål op for, hvorlangt gini-koefficienten (et mål for ulighed) må udvikle sig, og hvad det er for et samfund, Selvstyret og grønlænderne ønsker sig, for at få slået bro over gabet mellem bygderne og den politiske elite. Det er som om det er to verdensbilleder, der er lagt løseligt over hinanden.

Der er lavet masser af undersøgelser af befolkning i Grønland og meget tyder på, at den traditionelle kultur, hvor en fisker er en “dårlig fanger” og hvor konflikt- avertion er fremherskende og det kollektive er altafgørende for individet og tidsforståelsen er det meget korte perspektiv og så videre, bliver videreført hver eneste dag. Gedigne inuitiske kulturkoder, frermstillet i bl.a. “Børn og unge i Grønland” af Wolfgang Kahlig og Nina Banerjee, de mangler bare at komme i anvendelse politisk.

Hvis vi fortsat skal have rigsfællesskabet, og det er noget vi hernede i DK skal kunne leve med og være stolte af, så er det afgørende nødvendigt, at Selvstyret bliver en succes og får fundet det liv og den kvalitet som skal være den grønlandske. Det er paradoksalt, at det er blandt “dansker-haderne” jeg oplever den stærkeste kraft til at stå på egne ben og tage sig selv alvorligt.

Imidlertid er følelser ikke det, der er brug for, hvis man spørger mig. Det er tænkning, analyse og anvendelse af den viden, der allerede er produceret, som skal i sving. Vi ved det jo egentlig godt allesammen, hvad det er der skal til. Tag nu besværet og tænk tingene ordentlig igennem og gå så til valg den 28. nov.


Lad os få en fælles kapitalisme-kritik på dagsordenen. Så taler vi samme sprog, oversat til tre tungemål.