Jeg var til møde i vin&videnskab.
Minik Rosing præsenterede sin nye rapport “Til
gavn for Grønland” og Kuupik Kleist var med for at diskutere
konsekvenserne af den og Bo Lidegaard var ordstyrer. Lokalet på
Nørrevoldgade var proppet til bristepunktet, selvom arrangementet
blot var indkaldt få dage før. Hovedpersonerne var placeret i et
hyggeligt hjørne med sofa og standerlampe og der var lagt op til en rigtig passiar.
Hyggeligt blev det. Den høje klinge
var ikke fremme på noget tidspunkt, selv efter ordstyreren sagde,
han havde modtaget opfordringer i pausen til at gå mere til den!
Det stod hurtigt klart, at rapportens
konklusion var, at mineraler, gas og olie ikke ville blive Grønlands
svar på selvstændighed indenfor en overskuelig årrække.
Et realitetschok
Kuupik Kleist fortalte, at reaktionen
på Grønland havde delt sig i to, dels en halvdel, som mente det var
politisk bestillingsarbejde fra nogen (? ikke nærmere angivet) som
ikke ønskede at Grønland skulle blive selvstændigt. At rapporten
simpelthen var skrevet for at skyde de drømme i sænk.
Den opfattelse delte han ikke selv, af
naturlige grunde, idet han jo havde været initiativtager til
rapportens tilblivelse. Den anden halvdel af reaktionerne havde
været, at nu kunne vi endelig
få den mineral-olie-feber af bordet og komme til at tale om nødvendig
politik og økonomi på Grønland.
Minik
Rosing talte om, at der nu måtte ledes efter andre indtægtskilder.
Han nævnte vandkraft, videnscentre evt. ved udflytning af
videnscentre fra Danmark til Grønland og endelig talte han om at
prissætte grønlandsk naturs herlighedsværdi, som det
internationale samfund omtaler som “umistelig”.
Kuupik
Kleist var mere optaget af, at det grønlandske samfund måtte
omstruktureres, så udfordringerne bedre kunne mødes med de
forhåndenværrende resourcer, eftersom der ikke så ud til at være
så stor mulighed for vægst i økonomien. Licenser til mineprojekter
lå øde hen og det var ikke lykkedes at tiltrække udenlandsk
kapital til Grønland, trods ihærdig international profilering.
Begge
herrer taler om, at selvstændigheden vil komme en dag, men at de
økonomiske udfordringer er for store lige nu til en drøm om
selvstændighed. Kuupik Kleist lagde vægt på, at i den nærmeste
fremtid vil et øget samarbejde i rigsfællesskabet være nødvendigt
og også ønskeligt.
Er danskerne med?
Ingen
af dem overvejer hvad der skulle få den sydlige del af fællesskabet
til at øge engagementet i rigsfællesskabet. Det er umiddelbart
svært at se, hvad det skulle være. Den nationale stolthed over
Arktis, de store opdagere, naturen og det eksotisk fremmede har fået
en lussing gennem de senere års fremfusen med anklager om
koloniherredømme osv.
Mikkel
Vedby Rasmussen, professor ved Statskundskab KU, har i Berlinske
en lille artikkel, hvor han påpeger, at selvstændighed erobres som
følge af IDEEN om selvstændighed og ikke af et samfunds modenhed
eller en økonomisk opportunisme. Han stiller det således op, at
hvis ideen om Rigsfællesskabet er svag/svækkes samtidig med at
ideen om grønlandsk selvstændighed har nået “sin tid”, ja så
vil det ske, uanset den pris grønlænderne betaler er høj.
At
ideen om rigsfællesskabet er svækket i Danmark er vist ingen
hemmelighed. Vi har allerede forlængst taget Grønlandstemaet ud af
folkeskolen, det intellektuelle parnas bader i postkolonialt selvhad
og erhvervslivet viger udenom investeringer, som kunne rammes af
negativ folkestemning, både her og i Grønland.
Helst ikke fra Danmark!
Da
Timbut, en kinesisk digter og blogger,
rejste til Nuuk som led i et teaterprojekt, “Ni Hau Nuuk”, var
han bl.a.til modtagelse af ovennævnte rapport i Grønland. Her var
der en udtalt stemning af, at udenlandsk kapital var meget velkommen,
blot ikke fra Danmark. Minik Rosing havde på mødet, forsøgt at
sige, at danske investeringer kunne være en god start, som ville
gøre udenlandske investorer mere trygge.
Det
svarer til de indtryk man får af situationen hernede fra. Forrige
år, mens Kuupik Kleist var landsstyre formand, var han på rundtur
for at forklare dansk erhvervsliv, at det godt måtte
investere i Grønland, og det måtte også godt
tjene penge derved. Det var altså nødvendigt, følte
landsstyreformanden dengang, at lempe dansk erhvervsliv over en
barriere. Den fornemmelse ser det så ikke ud til Aleqa Hammond har.
Er tiden for IDEEN kommet?
Christina, en
grønlandsk kvinde på mødet i Geologisk Museum, kom med det måske
vigtigste indlæg i debatten. Hun trådte i karakter, som hun kaldte
det. Den karakter hun trådte ind i, var åbenbart en engelsktalende
en, og hun udfordrede paneldeltagerne og egentlig også Bo Lidegaard
til at tale fra leveren, ikke fra hjernen.
Hun efterlyste et
værdigrundlag for diskussionen om et selvstændigt Grønland eller
et styrket rigsfællesskab. Hun mindede os om, på den mest
charmerende måde, gennem den teaterfigur hun antog, at vi skal vise
hvem vi er, tale lige ud af leveren, ikke være bange, ellers graver
vi bare dybere og dybere grøfter.
