Søg i denne blog

onsdag den 27. marts 2013

Bandekrig fra sengekanten


Med en stemme så rusten, at almindelig samtale er vanskelig og til tider helt umulig, har “Sleiman- Men vi blev Onde” skrevet af Olav Hergel, været mit eneste selskab de sidste 4 dage. Det har været underholdende læsning, i en tid, hvor kuglerne flyver om ørene på borgere, som er uheldige at bo i nærheden af en eller anden bande-lokalitet.

I politiets døgnrapport fra de seneste 3 dage, kan jeg læse, at der er fundet en skarpladt Clock-pistol i Ryparken, som man ikke helt kunne finde ejermanden til, selv om to biler og et antal personer blev inddraget i undersøgelsen. Ryparken er et boligområde, som starter få hundrede meter fra, hvor jeg bor, så jeg er med andre ord forskånet for en togrejse til Hundige, for at få syn for sagn i spørgsmålet om bandekrig. Vi bor efterhånden allesammen midt i den.

Olav Hergel's bog er en rørende beskrivelse af endnu en mishandlet og svigtet indvanderdreng, som har lært sig, at overleve i en grum verden. Et sandt epos om den fortabte søn med et hjerte af guld, som overgår alt, hvad Olav Hergel angiveligt tidligere har oplevet, og det er tilsyneladende ellers ikke så lidt.

Sleiman, hovedpersonen i bogen, beskrives ellers som én, talende med to tunger og med mange modsætninger og uklarheder, men Hergel er indtaget (alt for indtaget efter min smag) og selv Sleiman har angiveligt forsøgt at advare forfatteren om, at han var for indtaget til, at bogen kunne få troværdighed, men altså forgæves.

Kort fortalt, så handler “Sleiman – Men vi blev Onde” om en palæstinensisk dreng, som oplever en grusom og voldelig barndom, med en far, der forsøger at myrde moderen, tvangsgifte søsteren og som ellers svigter på alle måder. Den arabiske diaspora fungerer tilsyneladende, som en sladrecentral og en kollektiv moppestation, så familien kommer til at slås med prædikater som “den slagtede kvinde” og afledninger heraf.

Vores hovedperson Sleiman, når, som det ofte sker midt i 20'erne, til et punkt, hvor han får lyst til et andet liv, udenfor det kriminelle, og satser nu på en karriere som rap-ganster-poet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, om han har nogen fremtid der, for den musik/kunst appellerer slet ikke til mig.

Kan det nu virkelig passe, at en diaspora er så dysfunktionel, eller er det Sleiman's selvfremstilling der spiller ind her? Vi får desværre ikke rigtig noget svar i bogen. Hergel glemmer at stille de spørgsmål, som jeg, som læser, har brug for at få besvaret ang. en motivanalyse.

Jeg mangler en vurdering af, hvor potientielt åben Slaiman er for en islamisk radikalisering, for eksempel. Det er jo en oplagt anden vej for ham, med hans idealer, men det kommer Hergel slet ikke ind på.

Jeg ville have sat pris på, at få et mere nøgternt billede af, hvad Sleiman's civile status er. Om han f.eks. er på “tålt ophold” efter mange volds- og berigelsesdomme, og hvad det I givet fald nøjagtigt vil sige? Statsborgerskab har han ikke opnået, står der, men om han har fået en udvisningsdom, står der ikke noget om.

Udvisningsdomme er et kapitel for sig. Mange opfatter det som en tillægsstraf til dem der ikke har statsborgerskab. Jeg ved nu ikke helt hvad jeg mener om det. En udvisningsdom kan jo også være en change for en ny udvikling, men selvfølgelig er enhver dom en tvang og følgelig en belastning i sig selv.

Når bogen vælger at slutte med at fortælle, at Sleiman har indgået ægteskab med en statsløs palæstinenser fra Jordan, så bliver det jo lidt væsentligt, for vurderingen af, hvorvidt der er nogen change for Sleiman for at blive lovlydig borger, om han kan få sin kone hertil eller ej.

Mit gæt vil være, at det kan han ikke og måske vil det være en lykke for alle parter, for så har han muligheden for at bosætte sig i Jordan, med forhåbentlig den familie med børn, som han ønsker sig, og det vil uden tvivl give hans hiphop-rap karriere et internationalt løft. Man kan bare være lidt i tvivl, efter at have læst bogen, om Sleiman vil have stamina nok til det.

Jeg har også en klar fornemmelse af, at hvis man fortalte Sleiman om det perspektiv, så ville han ikke se nogen mulighed dér. Han er en (eks?)bandedreng fra Hundige, med hang til blingbling og en palæstinensisk flygtningelejr i Jordan er slet ikke attraktiv overhovedet!

Det ville det nok heller ikke være noget for mig, selvom jeg ikke har så stor hang til blingbling, som Sleiman. Måske er det derfor, jeg ikke er gift med en statsløs palæstinenser?

Min konklusion, her fra min sengekant, vil være, at verden ikke ser så slem ud, som medierne, og nu også Karsten Lauritzen fra Venstre, med hans forslag om omprioritering af politiets resourcer, vil give det indtryk af.

Nuvel, globaliseringen kan vi ikke uden videre rulle tilbage, så vi må leve med, at have fået verdens konflikter indenfor for vore grænser. Med en “aktivistisk udenrigspolitik” kan vi vel heller ikke være forbavsede.

Alligevel, selvom kuglerne flyver om ørene for tiden, så er jeg fortrøstningsfuld mht. bandekrige og den slags. Jeg tror faktisk, det driver over af sig selv. Jeg hører, at politiet satser på AlCapone-investigeringsmetoder og det giver mig en fortrøstning om, at de nok skal komme igennem, med en bekæmpelse af dette uvæsen.

Det ser jo ud til, at bander og mafiosaer er ekstremt bundet til blingbling, og det er netop dér, de har deres akilleshæl og derfor der, de skal bekæmpes. Så megen tillid har jeg trodsalt til politiet. Det troede jeg egentlig også Venstre havde.

En god ting er det ihvert fald, at vi endelig er sluppet ud af forestillingen om, at her er tale om et integrationsproblem. Det er det ikke. Der er tale om et socialt problem og et kriminelt problem og det ses bedst af, at banderne er sammensatte af folk i alle farver. 

Desuden må vi jo huske på, at hvis vi tror situationen i Danmark er slem, så tag lige et kik på mafiaen i Rusland med giftmord, i Italien med dommerforfølgelser, og de interantionale forgreninger heraf. Den kapitalistiske krise, som strømmer ind over os fra EU og fra resten af verden, repræsenterer langt farligere kræfter, end at par forvirrede socialudskud, som tror, de har fundet vejen gennem et par tatoveringer og en Clock pistol.

Ikke desto mindre, har jeg følt mig godt underholdt igennem mit sygeleje, så jeg er ikke I tvivl om, at bogen vil få succes i Lidenlund. God fornøjelse.