En flygtning krydser sit spor og det hele bliver taget på bånd

”Ukulele Jam”, - en slags boganmeldelse.

Sommeren 1974 rejse jeg med en veninde på tommelfingeren ned igennem Europa. Vi startede i Amsterdam, hvor vi drak Oude Genever i Vondelpark, for det gjalt jo om at integrere med det samme!

Det drejede sig bare om at være i verden. Lade øjeblikke og tilfældigheder gøre deres indvirkning. Vi ville, i vor ungdommelige beruselse, være blevet forbavsede, hvis ikke verden greb os. Det var bare at kaste sig ud.

Erkendelsprocessen blev uden tvivl forsinket af, at vi hver gang blev grebet, af nysgerrige og kompetente hænder, som blev fanget ind af vores blændende uvidenhed og ungdom. ALLE, advarede ganske vist om, at rundt om næste hjørne ville de ikke være sådan, men det viste sig hver gang, at det var de faktisk. Sådan var verden i 1974.

Det er ikke den verden unge Alen Meskovic, forfatteren til Ukulele Jam, kender til, af gode grunde.

Ved en af de tilfældigheder, som styrede os dengang, overhørte vi en samtale mellem nogle unge jugoslavere som var på vej til Rijeka for at tage en båd ud til en ferieø, fordi den, efter deres mening, var paradis på jord. Jeg husker ikke længere navnet på dette paradis, men vi tog naturligvis der hen.

Det kunne have været et feriested, som det vi så dengang, der senere blev flygtningelejr for bosniske flygtninge, som han beskriver det. D1, D2 og D3, det er slet ikke usandsynligt.

Ude på paradisøen samledes man ved havnekajen om aftenen, hvor der var musik og udskænkning af øl. Vi traf en ingeniør der, som havde arbejdet på Nakskov skibsværft og som nu var vendt hjem til Kroatien. Han fortalte om Tito´s herligheder og især en ting gjorde indtryk på mig. I to år efter han havde afsluttet sin uddannelse som ingeniør, var han udstationeret i bjergene i Montenegro for at bygge veje. Det var hans bidrag til helheden, som tak for en gratis uddannelse, og han var stolt af det.

 Det var ganskevis ikke hans egen idé, men det gav ingen skår i glæden hos ham. Han troede på et solidarisk samfund. Det var meget smukt og bestyrkede vor tillid til verden. Alligevel så vi ikke helt Tito, som leder af vores Verdensrevolution. Han savnede Jugoslavien da han var i Danmark. Alting var for rent og for kedeligt, sagde han. Han havde engang set en rengøringsdame rense hullerne i telefonrøret. Det var toppen! Så skulle han hjem.

Sikke en skuffelse, der sikkert ventede ham 1-2 tiår senere! Det er den skuffelse Ukulele Jam handler om.

Det er så svært at møde det fremmede og se andet end sig selv. Især når man er ung. Det er derfor jeg er så glad for Alen Meskovic´s bog. På samme måde som skibsværftsarbejderen på havnekajen dengang kunne åbne mine øjne, så må der også sidde en lille dansker inde i Alen Meskovic, som tager mig ved hånden og viser mig hans verden. Og tænk at han gider have mig med! Jeg, som engang lod 80.000 flygtninge bo i et containerskib i Københavns havn, hvor ikke engang børnene kom i skole. Måske folk som han kender. Det er da til at blive rørt over.

Når jeg læser om livet i Eks-Jugoslavien, som beskrevet i tiden ca. ’92-’94 mens krigen hærgede, så kikker jeg efter de mennesker vi mødte dengang i ’74.

På båden tilbage fra paradisøen, mødte vi en journalist. Han havde udtænkt en practical joke af værste skuffe, som jeg skulle bistå med, fordi jeg kunne tale et ok tysk dengang. Hans ven havde været i Tyskland og var vendt hjem med historier om masser af erobrede damer. Nu skulle jeg udgive mig for en af dem i telefonen. Han godtede sig så meget over denne forestående triumf, at han ikke talte om andet under hele overfarten, bortset fra de flødeskumskager han glædede sig til at invitere på, så snart vi nåede kajen. At spise flødeskumskager til morgenmad var hans absolutte favorit.

En bondeknold, som var henvist til at skrive petitstof i en lokalavis, lød dommen fra et par arrogante tøser fra København. Alligevel spiste vi kagerne og jeg gennemførte telefonsamtalen, men der kom ikke mere ud af den episode.  Når jeg ser ham i Alen Meskovic’s sammenhæng, med årene i mellem, så ser jeg pludselig en rørende fyr som vil glæde en kammerat, som han måske var lidt forelsket i. Vi var nok lidt stødt over, ikke at blive genstand for hans flirt, endsige opløftet til lidt international journalistik.

Ude på landevejen, da vi havde forladt journalisten og kagerne, standsede en bil. Det var tydeligvis en fyr fra landet, i konkret forstand. Vi havde ingen sprog tilfælles, men Mostar var et ord vi kunne forstå, og vi nikkede og satte os ind. Der skulle vise sig at være langt til Mostar.

Samtale blev hurtigt opgivet, og chaufføren gik i gang med en sang. Han havde en meget smuk stemme, og vi var lidt betuttede over, han bare sådan gik i gang med at synge. Det lød som en folkesang. Nu var folkesang på den tid meget populært, men det var mere amerikansk folkesang med Arlo Guthrie, Joan Baez, Bob Dylan og så videre. Dette her var virkelig noget andet. Han må have sunget hen ved 200 vers, inden vi nåede Mostar. Vi havde en lille smule svært ved at holde entusiasmen kørende over så lang tid.

Når jeg læser i Ukulele Jam, så ser jeg jo, hvordan han har givet sig selv, dengang, der i bilen, men det faldt bare hårdt til jorden hos de forvirrede tøser, som det jo sker igen og igen i kulturmøder. Det er meget svært, når man ikke har det rigtige kassettebånd at bytte med.

Alen Meskovic’s bog handler meget om at bytte kassettebånd; at vælge de rigtige bånd og finde de rigtige at bytte dem med.

Bogens tid, ’92-’94, befinder sig mere i et musikalsk univers, som tilhører mine børn, om end han trækker på en punkbølge og new wave bølge, jeg selv deltog i engang, men dødsmetal var ikke en del af mig nogensinde. Mine børn vil sikkert kunne relatere til perioden, for det var dengang de havde bosniske klassekammerater, som led i en civilulydigheds kampagne, som lod børnene komme i skole, på trods af regeringens forbud.

Hele beskrivelsen af hovedpersonen Miki’s vej ind i musikken og ind i kernen af flygtningelejren, er en beskrivelse af en enorm social kompetence og en kraft anstrengelse, som muliggør, at Miki kan løfte byrden med en traumatisk arrestation og en forsvunden bror. Alt imens verden pludselig lukker sig foran ham og truer med kvælning, sådan som han ser det ske for forældrene.

Jeg har ikke hørt, om bogen skulle være nummer et i en trilogi, men jeg kunne da ønske det. Der er lagt lidt spor ud til en fortsættelse. For eksempel synes faderen, at der er noget galt, når den forsvundne og tilsyneladende i Sverige genfundne søn skriver breve til dem i flygtningelejren. Er det bare en uro, som krigen og flugten har givet ham, eller har han ret i, der er noget galt med den genfundne søn?  Og hvordan går det Miki, som til sidst vælger, at forsøge at komme til Sverige.

Jeg mødte engang en fyr fra Kroatien på Gentofte Hovedbibliotek. Jeg havde set ham rigtig mange gange. Han var en usædvanlig smuk mand. Han kom der for at spille skak på Internettet. Han var serber og dermed ortodoks kristen, men dog fra Kroatien. Vi kom i snak og tog ud at stå på skøjter sammen en dag. Senere besøgte han mig og fandt næsten altid en you tube video med nogle kroatiske (eller serbiske?) sange, som han elskede at synge med på. Det er jo heller ikke hver dag jeg oplever det.

Han besøgte mig igennem flere år, men afslørede aldrig, hvor han boede, hvad han lavede, hvem han var i familie med, hvordan han var kommet til Danmark, hvad han havde oplevet i Jugoslavien eller noget som helst. Kun sagde han, at han var ingeniør. Han ringede bare engang imellem og sagde at han kom. Han arbejde på at få et patent godkendt i Kroatien, men blev vist snydt i processen. Mistede sine sparepenge. Så en dag forsvandt han. Jeg ser ham aldrig mere på biblioteket.

Det er jo svært at have sådan en ven, men også han kommer til at stå i et klarere lys, mens jeg læste Alen Meskovic’s: ”Ukulele Jam.” Det er de små tilfældigheder, som ender med at betyde det meste for vores liv, når det kommer til stykket. De små tilfældigheder, som man i ungdommen afviser som ligegyldige, fordi man er så fokuseret på at finde mening i kaos, de stå alligevel frem lysende klart, et menneskeliv senere, og kan vel ikke være så ubetydelige endda.

Tak fordi du mindede mig om dem Alen Meskovic!