Jeg vil starte med en boganmeldelse!
Det kunne have været en yndlingsbog, men det er det desværre ikke. Forfatteren hedder Kim Leine, og bogen hedder ”Profeterne i Evighedsfjorden” udkommet for ganske nylig.
Foromtalen har været enorm og forventningerne er bygget op, af hans tidligere bøger som ”Kalak” og ikke mindst ”Tunu”. Lad det være sagt med det samme, Kim Leine har et let, flydende og præcist sprog, som altid gør det til en fornøjelse at læse hans bøger, også selv, når de som denne, er træg og alt for programmeret.
Romanen handler om Morten Pedersen Falck i perioden 1782 til 1795, hans uddannelse i København til præst og hans virke i Sukkertoppen på Grønland. Det er allerede annonceret, at romanen er første del af en trilogi, så det lille efterskrift fra 1815, som bogen slutter med, antyder, at vi i næste bind kommer til at høre om præstens sidste 11 år i Holsteinsborg og om hans efterfølger Bertel ’s ordination til præst. Vi får se.
Romanen er bygget op, så vi starter med et eksempel på noget man kan kalde ”aktiv dødshjælp” som foregår på Grønland, og som vi først i det omtalte efterskrift, får den fulde indsigt i. Det er et fortælleteknisk greb Kim Leine bruger, og det fungerer godt.
Næste sektion handler om Mortens tid i København, hvor han både læser medicin og teologi. Efter endt teologisk eksamen, og en vis Rousseau’sk vækkelse, ikke mindst i seksuel retning, bryder han sin forlovelse og tager imod et kald på Grønland. Vi følger ham på rejsen derop.
Herefter springer fortællingen i tid igen. Vi kommer ind, hvor alt ser ud til at være gået galt for Morten Pedersen Falck. Han er nu på vej tilbage til Norge, hvor han oprindelig kommer fra. Vi får en del ledetråde til, hvad han er viklet ind i, og hermed slutter del 1.
Del 2 er historien om alt hvad der er gået galt for ham, og for hele kolonien af danskere som sådan. Denne del er udformet som de 10 bud, og om hvordan de bliver voldsomt overtrådt hver og et, samt et 11. bud om hvordan Gud lader de onde græde og de gode le. De gode, er det efterhånden slået fast i fortællingen, det er grønlænderne!
Del 3 begynder for alvor at blive triviel.
Han er nu på vej til Norge, som en nedbrudt mand, kriminel, forgældet, alkoholiseret, har mistet et øje og de fleste tænder, og har forladt sin teologiske gerning i utide. Selve hans rejse hjem til faderen og videre til København, er dramaturgisk en ubegribelig rejse, med mindre den skal forstås som en håbløst kejtet måde, at binde nogle logiske ender, så historien kan komme tilbage til Grønland. Efter en katarsis, i form af Københavns brand 1795, bliver Morten ved et tilfælde, fri for såvel sin store gæld som sit dårlige rygte, og han kan vende tilbage til Grønland.
Vi er nu klar til at starte på bind 2 af denne krønike, hvis vi ellers hænger på til den tid….
De gode, som jo er grønlænderne, de får kun nogle skabeloner at eksistere i. Ofte handler de i helt ubegribelig modsætning til, hvad man ville tro var deres objektive interesser, som f.eks. når Habakuk’s lille flok bryder ud af danskernes koloni og stifter deres eget lille religiøse selskab, men så alligevel behøver en falleret og fordrukken præst til at konfirmere sig, eller når en kvinde vælger at leve sammen med præsten, i en periode, hvor han kun drikker og ligger i en skibskøje i et strandet skib, omgivet af sit eget søle.
Måske er hun forelsket i ham, eller måske har hun en bagtanke, men vi får aldrig at vide, hvad der foregår i grønlænderne. De er tavse og mystiske igennem hele fortællingen.
Den seksuelle udnyttelse er et tema, som bliver anslået allerede på skibet på vej til Grønland, hvor en skibsdreng bliver udsat for overgreb og ender med at springe i havet. Fortællepositionen har dér en noget uklar rolle, som om der kunne være tale om et barn, som forførte mandskabet? Incest, pædofili og overgreb bliver beskrevet som hverdagskost i danskerkolonien, men der bliver aldrig gjort forsøg på at forklare hvorfor, eller hvordan grønlænderne reagerer på disse overgreb, som jo oftest går ud over dem.
Danskerne derimod, de har mere karakter af karikaturer. De bliver mere indgående beskrevet, men i karikeret form, så deres excesser bliver helt latterlige og utroværdige. Kun fortællingens første del, rummer så meget personbeskrivelse, at man kan fornemme en indre udvikling i Morten, men den dør altså hurtigt ud, desværre.
Historien løfter sig aldrig op over søndagsskole-fortællingen, hvor det er klart fra start af, hvem der er de gode og hvem der er de onde, og selv Kim Leines ellers så gode sproglige fornemmelse, bliver korrumperet af en alt for stærk trang til at ville konstruere en pointe. Den falder til jorden. Trist.
