Fredag den 11. marts 2011 er datoen for Japan’s tredobbelte katastrofe. Jeg husker ugerne efter, hvor jeg hang ved nyhedsstrømmen, for at følge begivenhederne og alle budskaberne bragte kun mere dårligt nyt. Efter et par uger, mærkede jeg, hvordan jeg ikke længere orkede at håbe på, at de fik situationen på Fukushimaværket under kontrol. Da Frankrig besluttede sig for at kalde situationen niveau 6 på en skala over atomkraft ulykker, mens Japan insisterede på niveau 4, tænkte jeg bare, at det nemmeste var på en måde, at indstille sig på, at alt gik galt.
Nu er aviserne og Internettet ikke længere oversvømmet med nyheder om situationen i Japan. Andre katastrofer er kommet til. Der er i mellemtiden udbrudt krig i Libyen, Saudi Arabien nedkæmper oprør i Bahrain, EU har vedtaget en Euro-pagt, borgerkrig er brudt ud i Elfenbenskysten og den slags ting optager nu pladsen, og Japan har relativt stille justeret situationen op til maksimum niveau 7. Samme niveau som ulykken i Tjernobyl. Der er naturligvis tvivl om, hvorvidt hver reaktor udgør en niveau 7 situation i sig selv, eller at det faktum, at tre formodentlig revnede skaller stadig står og holder lidt sammen på reaktorerne, skal tjene som formildende omstændigheder.
Ingen atomkraft-ulykke, men derimod en fejl.
Man kunne jo godt tro, at der var tale om en ulykke, på de atomkraftværker, men det er der ikke. Japan ligger i et område med mange jordskælv, og dette var ikke engang det værste jordskælv, kun det 4. eller 5. værste, målt i området, så et jordskælv 9,0 på richterskalaen, med efterfølgende tsunami, burde ligge inden for det scenarie man har forestillet sig kunne ske.
Reaktorerne lukkede da også som de var planlangt til at gøre, men den efterfølgende nedkøling gik galt ved samtlige reaktorer. Ikke kun den rutinemæssige nedkøling, men samtlige nødsystemer svigtede. Så mange enslydende ”uheld” kan ikke forekomme. Der er derimod tale om en systematisk fejl i værkerne.
Eftertiden vil analysere, hvordan disse fejl kunne opstå, men et godt gæt kunne være, at det var et led i profitmaximeringen på værkerne. Undersøgelser på tilsvarende amerikanske værker har vist, at på adskillige værker havde man i 20 år undladt at teste køleanlæggene, og ved en test viste det sig, at de ikke fungerede.
Selv i det sikre Sverige, har man oplevet lignende situationen, som kun ved tilfældets kraft, undgik at udvikle sig. Strømforsyningen er et fælles svaghedspunkt ved nødsystemerne, ser det ud til, og navnlig vedligeholdelsen af nødsystemer er et almindeligt problem. Man får mistanke om, at økonomien ikke er helt så god i atomkraftværker, som man gerne vil give det udtryk af.
Katastrofens omfang og krisens billedstorm
Da situationen langt fra er afsluttet, kan man jo ikke vide hvor galt der går/er gået. Det er jo muligt de japanske myndigheder vil udvidde den zone på 30 km, hvorfra folk bliver evakueret fra, men indtil videre har det omfattet ca. 250.000 mennesker og meget få er direkte omkommet i forbindelse med strålesyge og eksplosioner på værkerne. Flere kilder antager dog, at de 50 redningsarbejdere på selve værket, må påregne at dø at arbejdet. Forbavsende at japanerne ikke har udviklet robotter til den type opgaver. Militæret er heller ikke blevet sat ind, men kun en lille gruppe af helte ofrer sig.
Dødstallet i forbindelse med tsunamien kommer måske op på 25.000 inden situationen er helt overstået, og materiel skader er der naturligvis. Det skal vejes op imod, at Japan er verdens 3.største økonomi og har lige ved 127,5 mill indbyggere med ca. 34.000 $ BNP per indbygger. Vist er det er alvorlig katastrofe, men Japan er et robust land endda.
På den baggrund synes jeg det er tankevækkende, at hjælpen strømmer ind fra alle sider. Især har jeg undret mig over Gabon, et lille afrikansk land, 1,3 mill indbyggere, som tjener under 6.000 $ per indbygger, har fundet det passende at donere 1 mill. dollar i katastrofehjælp. Sudan, Rwanda og Afghanistan er også på donationslisten. Det er jo rørende, at der er afrikanske medborgere, der viser så stor medfølelse med det japanske folk, men jeg synes jo der er noget galt et sted, når deres egen befolkning lider under analfabetisme, hungersnød, fattigdom og sygdom.
Er vi blevet statister på den globale digitale billedstrøm? Hvem stå bag denne legemliggørelse af angst og krise, så kraftig, at den kan suge penge ud fra den fjerneste krog i Afrika? Det er jo ikke engang den 30. største katastrofe målt på antal omkomne, ifølge Wikipedia og alligevel træder de allerfattigste til.
Hvordan gik det egentlig i Tjernobyl?
Den eneste anden atomkraft ulykke i samme kategori som Fukushima, er Tjernobyl i 1986. Der er stadig megen forvirring omkring konsekvenserne af denne ulykke, men i modsætning til hvad man skulle tro, så blev værket drevet videre uagtet faren, fordi man manglede strøm. Man besluttede simpelthen at ignorere den forgiftede 30km-zone, bygge en mur mod den indkapslede reaktor og lade resten af værket fortsætte i drift endnu 14 år! Først i 2000 blev hele værket lukket.
Risø-gutterne har travlt med at nedtone faren, især Jørn Roed er fortaler for at slå is i blodet. Han mener, at langt den største skade, der skete ved Tjernobyl, er den psykiske. Folk døde simpelthen af stress og bekymring! Nu taler man om radiofobi, en slags irrationel angst for stråling. Jørn Roed taler om, at strålingstal bliver forfalsket, med henblik på at beskrive en forværret situation i Tjernobyl, således at der kom flere støttekroner.
Greenpeace når selvfølgelig til helt andre konklusioner! De taler om en kvart mill. kræfttilfælde og 100.000 kræftdødsfald som følge af Tjernobyl.
Endnu et problem er det jo at overføre erfaringerne til Fukushima, da det er et helt andet samfund og langt tættere befolket, men med en langt højere levestandard. En egentlig sammenligning er sikkert meningsløs.
Det virker så helt uigennemskueligt at få reelle data frem om atomkraft-sikkerhed og katastrofer. De få personer, som reelt har en chance for at gennemskue hele teknologien, er åbenbart syltet ind i politisk-økonomiske kræfter, at det repræsenterer et reelt demokratisk problem.
Demokratisk underskud.
Det er måske nok det største problem ved atomkraft, at det er svært at overlade til kapitalkræfterne. Hvis reguleringen overlades til markedsøkonomien, så vil de nødvendige strenge sikkerheds krav komme i fare for at koste for meget i kontrol og administration, som jo altid vil påhvile offentligheden og i en samlet betragtning tror jeg på, at atomkraftværker er alt for dyre/farlige at håndtere i et demokratisk samfund.
