Det er en hyggelig tid, denne jule-og nytårstid. Ind imellem alle festerne er der alle festtalerne, som mest er tilbageblik over året der gik og enkelte også om året der skal komme.
Jeg er faldet over en artikel af neurologen Sam Harris , hvor han har formuleret sig et nytårsønske. Han ønsker sig et privat skattevæsen, som bygger på velgørenhed!
Kort fortalt går artiklen ud på, at den amerikanske aversion imod skattebetaling er røget helt ud af proportion med de nyligt gennemførte skattelettelser, til de bedrestillede i middelklassen (som ham selv) og overklassen. For ham har den amerikanske drøm ikke bare været en drøm. Den har givet ham en god uddannelse og vilkår, som han også kan sørge for at give videre til sine egne børn, Selv efter finanskrisen slog til, kan han sørge for sig og sine. Han sammenligner situationen med at blive reddet i en redningsbåd, mens talrige andre omkring ham drukner, og alligevel får han at vide, at endnu en redningsbåd er sikret, så han kan få sin bagage med på land.
Det får Sam Harris til at frygte for nationens ve og vel. Uligheden er blevet alarmerende siden 80'erne. Forskellen på, hvad CEO i et stort firma tjener, og hvad folk på gulvet i samme firma tjener er er blevet 22 gange større de seneste 30 år. Det er blevet undersøgt af Eduardo Porter i en ny bog om prisdannelse.
40% af alle amerikanere ejer kun 0,3% af al rigdom, ifølge William Domhoff . Over en million børn i Amerika er hjemløse, ifølge artikel i NYTimes. Folk på offentlig sygesikring har tidligere været sikret livsvigtig organtransplantation, men bliver nu nægtet behandling, ifølge artikel i NYTimes.
I USA har man også sine bekymringer vedr. PISA-undersøgelser af skolebørnene. Det har fået præsident Obama til at kalde det for et Sputnik Moment, det vil sige, et øjeblik hvor Amerika indser, det er kommet bagud og kommer ind i kampen. På ti år, vandt USA rumkapløbet og det skal de til at gøre igen, på uddannelses området nu.
Alle disse fakta om amerikansk økonomi og velfærd, får alligevel ikke amerikanerne til at acceptere redistribution af rigdom i samfundet. Modviljen imod beskatning og begrænsningen i at nyde frugten af eget arbejde, er helt uden grænse og Sam Harris betegner det som et religiøst forhold. Der er en hovedløs tro på, at ”enhver er sin egen lykkes smed”, også selvom det går ud over ens egne børn. For eksempel vil de fleste amerikanere ikke have nogen mulighed for at tjene eller arve nogen rigdom af betydning. Alligevel ønsker 68% at begrænse skatteinddrivelsen, 31% anser det for det vigtigste emne for Congressen at arbejde med, selvom den føderale skat kun vedrører 0.2 % af befolkningen. Helt irrationelt og i modstrid med egen interesse. Et pudsigt eksempel er Steve Ballmer, CEO for Microsoft, som fornylig forhindrede vedtagelsen af beskatning af den rigeste 1% i indkomstskat i Washington, som er en af 7 stater, hvor man ikke opkræver indkomstskat! Netop Microsoft, som skal leve af kunder, der er ved at uddanne sig eller er uddannet.
Sam Harris argumenterer med, at ingen har valgt sit eget genom eller fødested eller nogen anden omstændighed ved sit liv. Hvor meget kredit får jeg f.eks for ikke at have Down-syndrom?, spørger han retorisk. Svaret er: ingen! Men ideen om ”self-reliance” er helt uden for rækkevidde for bevidst refleksion i USA, mener Sam Harris.
Det interessante ved alt det her er, efter min mening, at vi kender til alle disse problemstillinger her i Danmark også, blot er det knap så fremskredent, som i USA. Men den tro på ”enhver er sin egen lykkes smed” og aversion imod at betale skat, er velkendt på højrefløjen. Sam Harris er måske nok meget præget af politikerlede og politiker korruption og har som sådan opgivet tanken om, at få skatterne til at fungere igen. I stedet sætter han sin lid til et billionær-initiativ fra Warren Buffet og Bill Gates. Han ser for sig, at det amerikanske samfund kan opkøbes af frivillige funde, doneret af rigmænd. Warren Buffet har tidligere talt for ”Fair Taxation”, men nu er det ”Giving Pledge”. Sam Harris ser for sig, at initiativet udvides til den bedre middelklasse for at blive mere realistisk, som middel til genopretning.
Det er jo temmelig skræmmende, hvis Danmark nogensinde kommer i den situation, at politiker-leden og anti-skat paranoia får drevet det offentlige Danmark så meget i bund, at simpel vedligeholdelse af samfundets institutioner ikke kan varetages og må overgå til privat velgørenhed. Så er det slut med den demokratiske indflydelse. Faktisk er det også skræmmende, at en begavet og fornuftig videnskabsmand indenfor Neurologien, som Sam Harris, bliver fortaler for et velfærds samfund, som beror på velgørenhed, fordi han ikke ser anden udvej for Amerika.
Kan man overhovedet tale om et demokrati længere i så fald? Bliver Amerika et oligarki?
